Påstået iransk attentatforsøg for retten om et halvt år


Hele landet blev lukket ned – her optagelser fra omkring Storebæltsbroen, hvor der opstod en bilkø der var omkring 30 km lang

En sag om en iransk efterretningstjenestes påståede forsøg på at dræbe en eksiliraner i Ringsted kan komme for retten til foråret.

Det oplyser senioranklager Søren Harbo fra Københavns Politi torsdag i forbindelse med et retsmøde i Københavns Byret.

Her skal en dommer afgøre, om varetægtsfængslingen af en norsk-iransk mand skal fortsætte.

Den nu 40-årige mand sigtes for at have medvirket til at forberede et attentatforsøg i Ringsted i efteråret 2018. Blandt andet skal han have fotograferet et boligområde. Desuden sigtes han for at have bistået en fremmed efterretningstjeneste på dansk jord.

Manden nægter sig skyldig. Han har siddet fængslet i snart et år. På baggrund af en dansk fængslingskendelse blev han pågrebet ved Göteborg 21. oktober.

Endnu er tiltalen ikke rejst. Men Retten i Roskilde er i disse dage ved at reservere datoer til at behandle den kommende sag. Formentlig vil sagen kunne begynde i april, oplyser senioranklager Søren Harbo.

Ligesom ved tidligere retsmøder er der torsdag lukket for oplysninger til offentligheden om sagen. Det begrundes blandt andet med statens forhold til fremmede magter.

- Det drejer sig om den danske stats forhold til den iranske stat. Mistankegrundlaget skal ikke komme til den iranske stats kundskab, siger senioranklager Søren Harbo i retsmødet.

Desuden siger han, at nogens sikkerhed kan bringes i fare, hvis der er åbne døre. Og endelig peger han på, at vidner, der senere skal afhøres under den kommende straffesag i Roskilde, muligvis kan blive påvirket, hvis der på nuværende tidspunkt er åbenhed om sagen.

Dommer Marianne Madsen er enig i begrundelserne for dørlukning.

Ved den 40-åriges side sidder forsvareren, advokat Michael Juul Eriksen.

- Det bestrides, at min klient har noget at gøre med en iransk efterretningstjeneste, siger han.

PET's frygtede sidste efterår, at en leder af bevægelsen ASMLA, Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz, skulle dræbes i Ringsted. ASMLA kæmper for en selvstændig stat i det sydvestlige Iran rundt om byen Ahwaz.

Ifølge det iranske regime er ASMLA en terrororganisation.

Da det mislykkedes for betjente at stoppe en hurtig Volvo på Midtsjælland 28. september, vurderede PET, at bilen havde noget at gøre med, at et attentat var under opsejling.

Derfor gik det åbne politi i aktion. Betjente spærrede veje og havne, og flere tusinde mennesker blev berørt. Ved Storebæltsbroen opstod en kø, der var cirka 30 kilometer lang, har Vejdirektoratet tidligere oplyst.

/ritzau/