Politiet tilfredse: Rolig kamp mellem Brøndby og FCK


Søndag ved Brøndby Station.

Det tegner godt for fremtidige kampe på Brøndby Stadion. Fodboldkampen mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion søndag aften, blev afviklet i god ro og orden.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse:

- Vi har haft en god dialog med de forskellige fan-grupperinger op til kampen og det har været en vigtig forudsætning for at afviklingen af lokalopgøret netop blev som en fodboldkamp skal være – festlig og fredelig, siger politiinspektør Mogens Lauridsen, som peger på at Københavns Vestegns Politi ser frem til at forsætte og udbygge det gode samarbejde med fans, klubber og kommune i ´Fairplay – også uden for banen’.

I forbindelse med fodboldkampen er der blevet rejst et antal sigtelser for blandt andet ulovligt fyrværkeri, narkotika og maskering, samt imod en tilskuer der spyttede en betjent i ansigtet. Der til kommer at der efter kampen blev der kastet fyrværkeri mellem to grupper af fans. I alt er to personer blevet anholdt i forbindelse med kampen.

I dagene op til kampen blev der begået flere tilfælde af fodbold-relateret hærværk rettet mod begge klubber. Disse sager efterforskes nu af Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi.

Kampen blev afviklet med hjælp fra Københavns Politi, Nordsjællands Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Fyns Politi – og i godt samarbejde med Movia, DSB, det kommunale redningsberedskab og Hjemmeværnet.

- Vi er svært tilfredse med afviklingen og den hjælp vi har fået. Det tegner godt for fremtidige kampe på Brøndby Stadion, slutter politiinspektør Mogens Lauridsen.