Politiet beder om hjælp efter mistænkeligt dødsfald

I forbindelse med efterforskningen af et mistænkeligt dødsfald i Erritsø efterlyser politiet vidner, der har været i området omkring Ekkodalen onsdag eller torsdag.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tidligt torsdag blev en 58-årig mand fundet død i sin villa på Ekkodalen 32.

- På grund af omstændighederne ved dødsfaldet er der iværksat efterforskning med henblik på at afdække, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet, skrev Sydøstjyllands Politi tidligere torsdag i en pressemeddelelse.

En obduktion skal fastslå, hvordan den 58-årige er død.

Politiets teknikere og hundepatruljer har torsdagen igennem arbejdet i området for at foretage undersøgelser på og omkring findestedet.

- Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger, der kan deles med offentligheden, hedder det i en kortfattet pressemeddelelse torsdag aften.

/ritzau/