Sigtelse: Pige fik presset pude mod ansigt og blev voldtaget


    Arkivfoto

    En 20-årig mand er blevet sigtet for en voldtægt natten til fredag i Lyngby.

    Det oplyser Nordsjællands Politi.

    Manden er mistænkt for at have voldtaget en 15-årig pige.

    Pigen har forklaret, at manden på trods af hendes afvisninger ikke trak sig. Hun sparkede ham for at få ham til at gå væk, men han pressede en pude over hendes ansigt, inden han gennemførte voldtægten.

    Manden er også sigtet for at have forsøgt at voldtage en anden i april. Det mislykkedes dog, da ofret begyndte at råbe og fik ham skubbet væk, inden hun flygtede fra stedet.

    Det er uvist, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.

    Manden fremstilles i et grundlovsforhør fredag klokken 13.

    /ritzau/