Dansk lastbilchauffør frifundet for hashsmugling i Frankrig


Arkivfoto


Det var en glad dansk lastbilchauffør, der onsdag kunne forlade retten i Vienne i Frankrig som en fri mand, efter at han var blevet frifundet for hashsmugling.

Den 39-årige chauffør blev anholdt 2. juni, da de franske myndigheder ved en kontrol fandt 210 kilo hash gemt blandt de frostvarer, han havde med som last på vej fra Sydspanien til Danmark, skriver TV2.

Siden har chaufføren siddet varetægtsfængslet med udsigt til flere år bag tremmer i et fransk fængsel.

Den 39-årige chauffør har under hele sagen nægtet sig skyldig og fastholdt, at han intet vidste om den hash, der var gemt i lastbilen.

Da sagen onsdag blev behandlet, tog det kun retten i Vienne en time at nå frem til, at den danske chauffør var uskyldig.

Retten fandt, at han ikke kendte til hashen i lasten, og lagde desuden vægt på at han havde fragtpapirerne i orden, skriver TV2.

Lastbilchaufførens hustru var til stede i retten, da sagen blev afgjort.

– Jeg er simpelthen så lettet, siger hun til TV2.

– Jeg har hele tiden troet på, at han var uskyldig, og at nogen andre har puttet hashen om bord i de varer, han fik læsset om bord. Men jeg har selvfølgelig været bekymret for, at retten alligevel skulle dømme ham.

/ritzau/