Helikopter flyver bilist til hospitalet efter sammenstød


HILLERØD: En 65-årig kvinde blev onsdag eftermiddag fløjet med helikopter til Rigshospitalet efter et frontalt sammenstød på Hillerødmotorvejens forlængelse – også kendt som rute 16 – ved Nørre Herlev, det oplyser Nordsjællands Politi.

Rute 16 mellem afkørsel Hillerød S og Allerød blev efter ulykken spærret i begge retninger. Sidst på eftermiddagen blev strækningen igen åben for trafik.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 14.10.

Vagtchef Henrik Alstrup oplyser, at i alt tre biler var involveret i ulykken.

– Mens én person er bragt til Rigshospitalet med helikopter, er en anden kørt med ambulance til en akutmodtagelse. En tredje person er uskadt, siger han.

Ud over den 65-årige kvinde er det en 21-årig mand, der er kommet til skade.

Deres pårørende er blevet underrettet.

To af de involverede biler brød i brand i forbindelse med sammenstødet.

De nærmere omstændigheder – hvorfor bilerne stødte sammen – kan Nordsjællands Politi onsdag aften endnu ikke oplyse.

– Vi har teknikere og en bilinspektør derude, der skal undersøge stedet for at klarlægge årsagen til ulykken, siger Henrik Alstrup.

På Twitter skrev politiet efter ulykken, at det havde fået mange henvendelser om bilister, der vendte om i området ved ulykkesstedet og kørte over spærreflader og -linjer. Det udløste bøder til flere bilister.

/ritzau/