Mand alvorligt til skade efter trafikulykke ved Skive


Arkivfoto


En trafikulykke søndag aften nord for Skive har sendt tre personer på sygehuset. En af de tre, som alle er mænd, er kommet alvorligt til skade.

De to andre personer er kommet lettere til skade.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.

Omkring klokken 18 kørte en varebil med to personer over i den modkørende vejbane, hvor den kørte sammen med en personbil.

Det er den ene person, der var i personbilen, som er kommet alvorligt til skade. Han blev fastklemt i forbindelse med ulykken, oplyser vagtchefen.

Manden er ikke endeligt identificeret. Føreren af varebilen er en 48-årig mand, mens passageren er 51 år.

/ritzau/