Rasmus Paludan i konflikt med hidsig bilist i BMW


(Foto: Rasmus Paludan)


En hyggelig tur til Hornbæk, med planen om at springe en tur i vandet, endte dramatisk på Helsingørmotorvejen da Rasmus Paludan og en hidsig fører af en BMW kom i kambolage med hinanden.

Ifølge Rasmus Paludan, leder af partiet Stram Kurs, trak han ud i venstre vognbane for at give plads til en bil som kom ud fra en tilkørsel, da en BMW ifølge ham selv pludselig bragede frem bagfra med voldsom fart.

– Den var meget få centimeter fra at køre op i mig. Jeg blev noget chokeret over situationen. Selvfølgelig havde jeg set, at der var bagudkørende trafik, men jeg havde ikke kunnet forudse, at han kørte SÅ hurtigt, fortæller han til Ekstra Bladet.

Rasmus Paludan ville herefter hurtigt ud i højrebanen, så BMW’en kunne passere, og her endte det med at BMW’en i stedet maste sig indenom og ind foran Rasmus Paludan hvor bilisten så bremsede hårdt op.

Rasmus Paludan havde klart den opfattelse af situationen at føreren af BMW’en regulært forsøgte at presse hans bil af vejen, men inden situationen udviklede sig yderligere greb PET-vagterne ind, fik standset BMW’en og anholdt bilens fører.

Nordsjællands Politi har bekræftet, at Rasmus Paludan har været involveret i en trafikal episode på Helsingørmotorvejen lørdag, men har ingen yderligere oplysninger om sagen.