Nu rammer skandalen Skoda: 1,2 millioner biler er udstyret med snydeprogram


Arkivfoto


På verdensplan er 1,2 millioner dieselbiler fra Skoda udstyret med et snydeprogram, som sminker på forureningstal.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det bekræfter en talsmand for Skoda, Jozef Balaz, over for nyhedsbureauet AFP.

Tjekkiske Skoda er del af den tyske Volkswagen-koncern.

Tidligere mandag kom det frem, at tallet for et andet populært VW-mærke, Audi, er 2,1 millioner.

Den tyske regering har givet Volkswagen en frist, 7. oktober, til at fremlægge en handlingsplan for håndtering af krisen.

I sidste uge blev Martin Winterkorn, som stod i spidsen for den tyske bilgigant, fyret og erstattet med Porsches direktør, Matthias Müller.

Volkswagen har siden suspenderet flere topchefer fra forsknings- og udviklingsafdelinger.

Den tyske anklagemyndighed har mandag oplyst, at Martin Winterkorn sigtes for bedrageri.

Miljømyndighederne i USA har varslet en bøde på op mod 120 milliarder kroner, hvilket er mere end Volkswagens samlede driftsoverskud fra sidste år.

I Danmark er 91.000 biler udstyret med programmet, der i miljøtest sørger for, at bilen klarer sig langt bedre end i virkeligheden.

– Op mod 91.000 danske biler er berørt. Vi ved ikke, om softwaren ligger aktivt eller inaktivt i bilerne, og fabrikken har ikke en løsning endnu.

– Men de vil hurtigst muligt finde ud af, om det er en teknisk eller softwaremæssig opgradering, bilerne skal have, siger VW’s danske pressechef, Søs Ilum, til Ritzau.

Det drejer sig både om privatbiler og erhvervsbiler, og det er anslået, at 58 procent er fra Volkswagen, 16 procent er fra Audi, mens 18 procent er Skodas biler, og otte procent er Seats.

/ritzau/