To mænd anholdt for millionsvindel med skat og moms


Arkivfoto


Københavns Politi har onsdag anholdt to mænd, der sigtes for skatte- og momssvindel for over 50 millioner kroner.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

De to mænd på 46 og 28 år er sigtet for at have unddraget det offentlige henholdsvis 52 millioner og 1,5 millioner kroner gennem en række selskaber i forbindelse med salg af fødevarer.

– Vi ser med stor alvor på sager om kædesvig og momskarruseller og har derfor gennem længere tid efterforsket denne sag, så vi kan få bagmændene stillet til regnskab, udtaler lederen af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi, Peter Reisz, i pressemeddelelsen

Den formodede bagmand sidder fængslet i udlandet. De danske myndigheder har begæret ham udleveret, men det er endnu ikke sket.

Peter Reisz vil ikke fortælle, hvilket land bagmanden sidder fængslet i.

– Men jeg kan godt sige, at det er et land i Europa, siger han til Ritzau.

Københavns Politi vil ikke forsøge at få de to mænd varetægtsfængslet i et grundlovsforhør. De vil blive løsladt igen, når politiet er færdig med at afhøre dem.

Mændene blev anholdt i forbindelse med en større aktion onsdag. Sammen med Fødevarestyrelsen har politiet ransaget adresser i Jylland, på Fyn og i Storkøbenhavn. Også adresser i udlandet er blevet ransaget.

Ved ransagningerne har politiet blandt andet beslaglagt it-udstyr og regnskaber.

Politiet vil ikke udelukke, at flere personer vil blive anholdt i sagen.

/ritzau/