Ung kvinde anmelder voldtægt under karneval i Aalborg


Arkivfoto


En 20-årig kvinde har anmeldt en voldtægt under karnevalet i Aalborg.

Det oplyser vicepolitiinspektør Poul Severinsen fra Nordjyllands Politi.

Voldtægten skal være sket ved en viadukt nær Aalborg Banegård lørdag eftermiddag. Her skal kvinden være blevet antastet af en ukendt mand. Ifølge kvinden blev hun hevet ind i et buskads og voldtaget.

Politiet efterforsker nu sagen. Der skal foretages en række undersøgelser, og video skal kigges igennem. Desuden har politiet afhørt vidner på stedet.

Karnevalet i Aalborg tiltrækker som vanligt tusindvis af deltagere.

Foruden anmeldelsen om voldtægten har der også været et overfald, hvor en mand er blevet stukket med en ukendt genstand – formentlig en knust flaske.

En anden mand er blevet anholdt, og offeret er uden for livsfare.

/ritzau/