Ung mand er dræbt i trafikulykke i Midtjylland


Arkivfoto


En ung mand er natten til lørdag omkommet i en trafikulykke nær Ans i Midtjylland.

Den dræbte var passager i en bil, som ramte en bropille under hovedvej 26.

Det oplyser vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi tidligt lørdag morgen. Hovedvejen forbinder Viborg og Aarhus.

Føreren af bilen er alvorligt kvæstet og overført til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 04.17.

– Der var ingen vidner til selve ulykken. Men formentlig har føreren af bilen mistet herredømmet over køretøjet på grund af høj fart. En anden bilist har oplyst, at bilen kort inden ulykken havde overhalet med høj hastighed, siger vagtchefen.

Af hensyn til ofrenes familier vil politiet lørdag morgen ikke oplyse yderligere om de to mænd.

– Vi er ved at underrette de pårørende, forklarer vagtchefen.

/ritzau/