Rygterne rammer rigtigt: iPhone 6s har bedre kamera


De nye iPhones er tilgængelige i en række lande fra 25. september – formentlig ikke Danmark.


Apple præsenterede onsdag aften den nye iPhone 6s, iPhone 6s Plus, Apple tv og iPad Pro med tastatur samt en såkaldt stylus, der fungerer som en pen til skærmen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Kameraet på de nye telefoner er blevet opgraderet til 12 megapixel, hvilket skal sættes i forhold til, at de foregående fire modeller havde otte megapixel.

Begivenheden blev afholdt i San Francisco med Apples vanlige flair for branding og amerikansk begejstring.

– De mest avancerede iPhones nogensinde, sagde Tim Cook stolt, da han præsenterede de nye modeller.

En af de største nyheder på de nye modeller var såkaldt “3D touch”-teknologi. Det betyder, at man kan trykke let på skærmen eller lidt længere – alt efter hvilken funktion, man vil kalde frem på telefonen.

De nye telefoner ligner umiddelbart de gamle.

– De ser ens ud, men vi har ændret alt ved de nye iPhones, sagde Tim Cook med hentydning til den elektroniske indmad.

De nye telefoner gør brug af iOS 9-styresystemet, som lanceres 16. september, og de fås i fire farver. Sølv, guld, grå samt en form for rosa, nærmest lyserød.

De nye modeller af iPhone er lige så store som den nuværende 6-model, men de har en bedre processor samt en ny krop af aluminium.

Derudover lancerede Apple også den nye iPad Pro, som formentlig henvender sig mest til virksomheder. Den er blevet forstørret gevaldigt og er lige så bred, som den forrige iPad var høj.

Den kommer med et nye tastatur samt en stylus, som kan bruges til at tegne på iPad. Pudsigt nok grinte Apples skaber Steve Jobs af ideen om en stylus, da han stod i spidsen for Apple.

Men onsdag aften stod marketing-chef Phil Schiller på scenen og hyldede “blyanten” som et af de mest innovative Apple-produkter.

Et af Apples andre innovative produkter, som blev præsenteret i ny udklædning onsdag aften, var Apple tv.

Boksen – som passer til et tv – har fået nyt styresystem og blev lanceret med beskeden fra Apple om, at apps er fremtiden for tv.

Gennem den forbedrede fjernbetjening kan man tale med sit tv og for eksempel kalde sportsresultater frem på skærmen, mens man ser sin yndlingsserie.

Desuden blev et nyt og forbedret Apple Watch præsenteret, som også har fået en overhaling designmæssigt i samarbejde med Hermès

De nye iPhones er tilgængelige i en række lande fra 25. september – formentlig ikke Danmark.

/ritzau/