Flere mister kørekort efter gaderæs


Efter politiet varslede en aktion mod organiseret gaderæs står mindst otte til at få frakendt førerretten betinget eller ubetinget.

Her optagelser fra lørdag fra Industribuen i Ishøj

Sådan lyder det fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Her optagelser fra lørdag fra Industribuen i Ishøj

Lørdag den 6. april 2019 mødtes et større antal biler og deltagere i løbet af eftermiddagen ved Industribuen i Ishøj.

Ishøj Kommune havde på forhånd afspærret en privat parkeringsplads med betonklodser og offentligt meldt ud, at området ville være spærret. Muligvis derfor indtog deltagerne i stedet en stor parkeringsplads på Helgeshøj Allé i Høje-Taastrup, hvor der ankom yderligere et større antal biler.

Ejerne af parkeringspladsen bad dog om aftenen politiet om at fjerne deltagerne. I den forbindelse blev en mand sigtet for overtrædelse af straffeloven, fordi han ikke forlod stedet efter at være bedt om det. Det koster ham nu en bøde på 1.500 kroner og en plet på straffeattesten.

“Vi har fokus på gaderæs-arrangementer også i den kommende tid. Flytter de rundt, flytter vi med – og det er klart, at hvis en grundejer beder os om hjælp, så hjælper vi”, siger vicepolitiinspektør Søren Enemark.

Arrangementet flyttede derefter til en anden parkeringsplads i Høje-Taastrup og forlod siden Københavns Vestegns Politis område.

Flere vil blive frakendt førerretten
På Ishøj Stationsvej, hvor fartbegrænsningen er 70 km/t, målte en fotovogn i alt 110 biler i for høj fart. Af dem står 18 til et klip i kørekortet, og fire kan vente en frakendelse – deriblandt en bilist, som blev målt til 209 km/t.

På Helgeshøj Allé blev tre målt i så høj fart i en 50 km/t-zone, at de står til en ubetinget frakendelse af førerretten. En af dem – en 19-årig mand – får et kørselsforbud, fordi han nu for anden gang overskred fartbegrænsningen. To mænd på 22 og 26 år mister førerretten, fordi de i forvejen stod med betingede frakendelser på grund af fart ved lignende arrangementer.
En fjerde – en 28-årig mand med børn i bilen – står til en betinget frakendelse for at køre 91 km/t på stedet.

“Vi ser desværre nogle store fartoverskridelser, og det koster nu flere førerretten”, siger Søren Enemark.

Han tilføjer, at mindst to af dem var afhængige af kørekort i deres job.

Dertil blev der rejst yderligere omkring 60 sigtelser for diverse overtrædelser af færdselsloven i forbindelse med arrangementet – for eksempel pga. fejl og mangler ved bilerne, hjulspin mv.

Færdselskontroller i periferien
På veje et stykke væk fra arrangementet blev der ved andre fartkontroller målt i alt 232 i for høj fart – heraf står 14 til klip i kørekort.