Sigtet tilstår salg af våben i sag om skuddrab på 15-årig


Foto: Politiet

Den 34-årige svensk-jugoslaver, der er sigtet for at have dræbt 16-årige Servet Abdija i København, tilstår at have videresolgt et af drabsvåbnene.

Det skriver DR Nyheder.

Våbnet, en skarpladt ni millimeter-pistol af mærket Zavodi Crvena Zastava, har manden ifølge sigtelsen haft på sig i den svenske by Helsingborg på et tidspunkt forud for drabet den 16. oktober 2017.

En person, som ikke er blevet identificeret, skal her have købt pistolen af den 34-årige for 20.000 svenske kroner, hvilket svarer til lidt over 14.000 kroner.

I et retsmøde den 17. april ventes manden at tilstå ulovlig våbenbesiddelse. Der er sat en time af til retsmødet.

Manden er stadig sigtet for selve drabet.

– Han er fortsat sigtet for drab, og vi vil på et senere tidspunkt tage stilling til, hvad vi gør med den sigtelse, men nu får vi afsluttet våbendelen, siger senioranklager Søren Harbo fra Københavns Politi til DR Nyheder.

Ulovlig besiddelse af et skydevåben straffes med mellem to og otte års fængsel.

En uidentificeret person skal have købt pistolen af ham for 20.000 svenske kroner.

Det var i sommeren sidste år, at politiet fandt pistolen sammen med et andet våben. Man meldte dengang ud, at det var gerningsvåbnene, der var fundet.

Herefter kom politiet på sporet af den 34-årige svensk-jugoslav, som blev anholdt i august. Politiet leder stadig efter tre formodede medgerningsmænd.

Servet Abdija blev dræbt med seks skud om aftenen 16. oktober 2017, da han kom hjem til sin families lejlighed i Ragnhildgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro i København.

Fra lejligheden hørte moren bragene. Drengen blev skudt på klos hold.

Tre sortklædte og maskerede mænd blev set løbe væk ad et stisystem. Tilsyneladende havde de ventet på offeret i tre kvarter.

Også dagen før drabet blev tre maskerede mænd set i området, hvor de blev set kontakte en fjerde i en mørk bil.

/ritzau/