Dommer varetægtsfængsler mand efter skudepisode ved Jyderup

En 42-årig mand er i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger efter en skudepisode mandag.

Det skriver sn.dk.

Ved 16-tiden mandag eftermiddag blev en 43-årig mand ramt af flere skud fra et haglgevær på en nedlagt landejendom i landsbyen Akselholm syd for Jyderup.

Offeret blev med helikopter fløjet til Rigshospitalet, hvor lægerne om aftenen kunne melde, at han var uden for livsfare.

Først på aftenen blev den 42-årige anholdt. Han bor ifølge dagbladet Nordvestnyt på den ejendom, hvor skyderiet fandt sted.

Grundlovsforhøret blev af hensyn til politiets efterforskning holdt for lukkede døre. Derfor er det uvist, hvad den mistænkte har forklaret om episoden.

Inden dørene blev lukket, fortalte hans forsvarer dog, at han nægter sig skyldig i drabsforsøg, men kan erkende grov vold.

/ritzau/