Teleselskab udleverede forkerte oplysninger: Uskyldige formentlig dømt


Telefonmast fra Telia.


Uskyldige mennesker kan være blevet fældet af forkerte teleoplysninger, fordi teleselskabet Telia ifølge en politirapport har udleveret fejlbehæftede informationer fra selskabets master.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det frygter advokater, efter at Telia i et ukendt tidsrum har haft tekniske fejl i registreringer af masteoplysninger, skriver Information.

Fejlen kan betyde, at danske straffesager kan være blevet afgjort på et forkert grundlag, da Telias registrering af masteoplysninger ikke giver mening ifølge politiet.

Problemet med masteoplysningerne er beskrevet i en intern politirapport, som Information har fået aktindsigt i.

Rapporten er dateret 20. november 2014, og den viser, at Telia i starten af sidste år blev kontaktet af flere politikredse.

De gjorde teleselskabet opmærksom på, at Telias registrering af oplysninger fra master ved internettrafik ikke gav mening, da de “grundet tid og geografisk udstrækning ikke fandtes valide”.

Konkret betyder det, at mobiltelefonernes angivelige færden ikke kunne lade sig gøre i de pågældende tidsrammer.

Rapportens konklusion foruroliger formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kristian Mølgaard.

– I sin yderste konsekvens kan folk være blevet uskyldigt dømt, fordi det materiale, der er lagt til grund for deres geografiske position, er faktuelt forkert, siger han til Information.

Også Sysette Vinding Kruse, formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg, finder det bekymrende, da masteoplysninger i mange sager udgør en stor del af bevismaterialet.

Både hun og Kristian Mølgaard vil have politiet til at kortlægge problemets omfang.

Ifølge Information loggede masterne korrekte oplysninger om opkald og sms’er. Problemet er registreringen af mobilens brug af internet, der i rapporten beskrives som “ikke valid.

Telia afviser over for Information, at teleselskabet leverer data med fejl til politiet, men ifølge politirapporten har Telias netværksoperatør, Ericsson, bekræftet, at nogle masteoplysninger ikke kunne forklares.

/ritzau/