To rockere fra Satudarah anholdt med nøgle til amfetamin-laboratorium


Arkivfoto

To medlemmer af rockerklubben Satudarah blev tirsdag arresteret i Holland i en aktion mod organiseret kriminalitet. De blev anholdt med nøglerne til et avanceret narko-laboratorium.


Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser hollandsk politi i en pressemeddelelse.

Det to mænd på 32 og 41 år blev spottet på vej ud af en hangar i byen Brunssum. Politiet fulgte efter mændene, som efter omkring 10 kilometers kørsel stoppede ved endnu en hangar, denne gang i nærheden af byen Heerlen.

Her blev de to mænd arresteret og placeret på bagsædet af en politibil. Den ene af de anholdte forsøgte nu at gemme en nøgle i patruljevognen, men det blev opdaget.

Nøglen viste sig at åbne døren til hangaren, som politiets indsatsstyrker kort efter stormede.

Der blev ikke fundet yderligere personer i hangaren, men den var udstyret med et avanceret amfetaminlaboratorium, som nu vil blive afmonteret af politiet.