Kommune finder plejefamilie til nyfødt efterladt i pose


Politi på findestedet i Vanløse


Der er fundet en plejefamilie til en nyfødt pige, som mandag aften blev fundet efterladt i en indkøbspose på gaden i Vanløse.

Det oplyser Socialforvaltningen i Københavns Kommune onsdag eftermiddag.

Spædbarnet blev mandag aften klokken 23.14 fundet nær en cykelsti på Grøndals Parkvej.

Pigen var i god forfatning, da hun blev fundet. Hun er nu udskrevet fra hospitalet, oplyser Socialforvaltningen onsdag.

Politiet vurderede, at hun ikke havde ligget særligt længe, før hun blev fundet.

På det tidspunkt var hun mellem nul og fem dage gammel, lød det.

Spædbarnet lå i en indkøbspose fra Netto og var svøbt i en mørkeblå hættetrøje af mærket “Divided” fra H&M i størrelse small.

Derudover havde hun et gråt uldtæppe omkring sig og var iført en babyhue af mærket “Joha”.

Pigen lå på en sådan måde, at hun relativt hurtigt ville blive opdaget. Men om det har været hensigten med placeringen, ville politiet tirsdag ikke udtale sig om.

Københavns Politi havde tirsdag eftermiddag endnu ikke fundet frem til forældrene til et spædbarn og meldte i den forbindelse, at man søgte vidner, der kunne hjælpe med at finde frem til barnets mor.

Der har onsdag ikke været nye meldinger fra politiet i sagen.

Politiet ønsker således at høre fra vidner, som har set indkøbsposen fra Netto stå i gruset ved cykelstien nær krydset mellem Grøndals Parkvej og Gudenåvej imellem klokken 19 og 23.14 mandag aften.

Desuden vil man gerne høre fra vidner, der genkender det tøj, som pigen var svøbt i, og har set det i forbindelse med en gravid kvinde, eller en kvinde, der har født for nylig.

/ritzau/