Danskere forvilder sig ud på skiløjpe i bil: Vi fulgte gps’en


Nordmænd kan i al godmodighed godt finde på at drille danskere med deres til tider manglende evner udi skisport, og tre danske turister på skiferie i Norge har ikke ligefrem ændret på den opfattelse.

Torsdag skulle de tre danskere ned fra skisportsstedet Hafjell, så de skiftede deres ski ud med en bil, beretter lokalavisen Guldbrandsdølen Dagningen (DG).

Men det kneb med at finde ud, hvad der var vej, og hvad der var skibakke. Efter flere hundrede meters kørsel ned ad en skiløjpe kørte bilen fast.

– De påstod, at de fulgte bilens gps, men det er jo helt utroligt, at de ikke registrerede, at de kørte rundt på en alpin skibakke ved højlys dag, siger Knut Falch, der i årevis er kommet i området og som overværede den usædvanlige hændelse.

– Det er ganske vist ikke første gang, at det sker, men det er, så vidt jeg husker, første gang, at det er sket i strålende solskin midt på dagen, tilføjer han.

Inde i bilen sad de tre danskere, som skulle til en lejet hytte i Hafjell, der ligger lidt nord for Lillehammer.

Knut Falch gik hen til danskerne, og sagde, at bilen desværre nok måtte blive stående, til sneen er væk engang til foråret.

– Den spøg forstod de ikke lige med det samme, men senere kunne de godt se det komiske i situationen, siger han.

Turister har før taget fejl af veje og skibakker i området, men som regel når vejret er dårligt, fortæller han.

/ritzau/