Togdriften på tværs af Sydjylland indstilles efter påkørsel


Der kører tidligt onsdag aften ingen tog mellem Esbjerg, Kolding og Fredericia. Det oplyser DSB.

Årsagen er ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi, at en person er blevet påkørt af et tog på strækningen mellem Brørup og Holsted.

Personen har i den forbindelse mistet livet.

Alarmcentralen modtog anmeldelsen om personpåkørslen kort før klokken 17. Efterfølgende har politiet været til stede på ulykkesstedet for at foretage nærmere undersøgelser.

Der er indsat togbusser på de berørte strækninger.

DSB forventer at kunne genoptage togdriften omkring klokken 19.

/ritzau/