Holland finder 90.000 flasker vodka med kurs mod Nordkorea


Arkivfoto


Toldvæsnet i den hollandske havneby Rotterdam har beslaglagt 90.000 flasker russisk vodka, som menes at være tiltænkt Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og hans militære ledere.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

FN har som følge af Nordkoreas atom- og missilprogram indført hårde sanktioner mod Nordkorea, som blandt andet afskærer det lukkede land fra lovligt at importere en lang række produkter.

De store mængder spiritus blev tirsdag fundet på et kinesisk containerskib. Ifølge de officielle papirer havde skibet kurs mod en havn i Kina.

Beslaglæggelsen sker dagen før, at Kim Jong-un og USA’s præsident, Donald Trump, onsdag indleder et to dage langt topmøde i Vietnam.

De hollandske myndigheders mistanke blev vakt på grund det kinesiske containerskibs “mistænkelige” sejlrute.

Da toldere gik om bord på skibet – “Nebula” – fandt de containeren med vodka skjult inde i skroget på et fly, der også skulle eksporteres til Kina.

Trods bekymring for at skade flyet beordrede det hollandske udenrigsministerium containeren fjernet.

Toldofficer Arno Kooij, der havde ansvar for aktionen, vil ikke gå i detaljer med, hvad der vakte myndighedernes mistanke.

– Vi ønsker ikke at gøre nogen klogere end nødvendigt, siger han til avisen Algemeen Dagblad.

– Men jeg kan sige, baseret på de oplysninger vi havde, at vi havde mistanke om, at denne vodka var på vej til Kina, men til Nordkorea, tilføjer han.

Hollands handelsminister, Sigrid Kaag, begrunder beslaglæggelsen med FN’s sanktioner mod Nordkorea.

– FN’s Sikkerhedsråd har pålagt Nordkorea klare sanktioner, så det er vigtigt at håndhæve disse sanktioner, som også sætter rammerne for import af luksusvarer. Derfor var toldvæsnet fuldt ud berettiget til at fjerne containeren, siger hun.

Kim Jong-un, der som ung studerede i Schweiz, er kendt for at have smag for “det gode liv”.

Sidste år blev det hævdet, at han siden sin magtovertagelse i Nordkorea i 2011 har brugt over fire milliarder dollar på at importere luksusvarer fra Kina.

Kina er Nordkoreas nærmeste allierede på den globale scene.

/ritzau/