Ti bliver stillet for dommer efter anholdelser i Esbjerg


Foto fra politiaktionen tirsdag den 26. februar 2019, her fra Kvaglund Tanken i Esbjerg.


Ti personer bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus efter en omfattende anholdelsesaktion mod bandemiljøet i Esbjerg, oplyser politiets regionale efterforskningsenhed Særlig Efterforskning Vest.

– Aktionen er rettet mod den organiserede hashhandel i Esbjerg, og de ti er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191, fortæller vicepolitiinspektør Brian Voss Olsen.

Paragraffen handler om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder. Det er samme paragraf, som blandt andet anvendes i forhold til den organiserede hashhandel på Christiania.

26 personer blev anholdt, da politiet tirsdag slog til og ransagede 31 adresser i området Kvaglund i udkanten af Esbjerg. 16 er blevet løsladt igen.

– Det har været en rigtig stor aktion, som har krævet stor forberedelse, fortæller Brian Voss Olsen.

De ti tilbageværende bliver i løbet af onsdag fremstillet i grundlovsforhør. Det kommer til at foregå ved Retten i Aarhus.

Særlig Efterforskning Vest er nemlig administrativt set en del af Østjyllands Politi, selv om enheden dækker hele Jylland og Fyn. Og alle grundlovsforhør, som enheden står for, afholdes i Aarhus.

Af hensyn til efterforskningen ønsker Voss Olsen ikke at oplyse, hvordan de ti forholder sig til sigtelserne mod dem.

– Det vil formentlig komme frem under grundlovsforhøret, fortæller han,

Esbjerg har i de seneste år været præget af en bandekonflikt, hvor en gruppe fra netop Kvaglund, hvor anholdelserne er sket, har ligget i strid med en gruppe fra Stengårdsvej, der ligger umiddelbart syd for Kvaglund.

I begyndelsen fortalte politiet, at der var tale om en konflikt mellem enkeltpersoner, men siden lød meldingen, at der var tale om en reel strid mellem to grupper.

Konflikten mellem grupperne har tidligere fået politiet til at indføre en såkaldt visitationszone i dele af Esbjerg.

Særlig Efterforskning Vest oplyser, at onsdagens grundlovsforhør vil blive begæret afholdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.

Grundlovsforhøret begynder onsdag klokken 10 og forventes at vare det meste af dagen.

/ritzau/