Human Rights Watch: Gør det lovlig at besidde narko


Arkivfoto


Det er en menneskeret at kunne indtage hash, heroin, kokain og andre euforiserende stoffer, og derfor bør det være tilladt i alle lande at have narko på sig til eget forbrug.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den opsigtsvækkende udmelding kommer fra en af verdens største og mest indflydelsesrige menneskerettighedsorganisationer, Human Rights Watch.

Det skriver Politiken mandag.

– Retten til privatliv indbefatter også, hvad folk gør med deres egen krop. Vi tillader, at folk i andre sammenhænge gør alt muligt med deres krop – drikker og spiser for meget og mange andre ting. Det bliver de ikke smidt i fængsel af, mens folk, der tager stoffer, bliver straffet, siger Maria McFarland, direktør for Human Rights Watch i USA, til Politiken.

Hun påpeger, at det er et personligt valg, om man vil indtage hash og hård narko, og at det derfor er en krænkelse af retten til privatliv, når det i Danmark og mange andre lande er strafbart at være i besiddelse af stoffer.

Straf bør kun bruges, når man gør skade på andre eller udsætter andre for fare, mener hun.

Human Rights Watch står ikke alene med sin opfordring. I en tale til Verdenssundhedsorganisationen, WHO, sidste år opfordrede FN’s forhenværende generalsekretær Kofi Annan også til, at det bliver lovligt at have narko på sig til eget forbrug.

Den danske regering har dog ikke tænkt sig at følge opfordringen fra Human Rights Watch, skriver Politiken.

I en skriftlig kommentar til Politiken afviser sundhedsminister Sophie Løhde (V), at lovliggøre stoffer til eget forbrug, fordi “stoffer kan give alvorlige skadevirkninger, ligesom en lovliggørelse vil sende et forkert signal om, at stofferne er ufarlige”.

Human Rights Watch mener desuden, at indsatsen mod narkobagmændene er slået fejl. Organisationen opfordrer FN og verdens regeringer til at omlægge årtiers hårdhændede kamp mod narko.

– Man er nødt til at tænke i alternative løsninger, der blandt andet kan indebære, at staten uddeler narko eller tillader, at andre kan gøre det, så man tager profitten væk fra narkobagmændene, siger Maria McFarland til Politiken.

/ritzau/