Fængsling efter vild kørsel – ung fodgænger røg over taget


    Arkivfoto


    Efter en bils voldsomme påkørsel af en fodgænger i det indre København er en mistænkt søndag blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 25 dage.

    Det oplyser Københavns Politi.

    Manden, der er 22 år, er blevet præsenteret for en stribe sigtelser. Blandt andet skal han på hensynsløs måde have udsat tilfældige for livsfare ved hasarderet kørsel ved Vor Frue Kirke natten til lørdag.

    Der var to unge i bilen, men den 22-årige har ikke umiddelbart ønsket at sætte navn på makkeren.

    – Den anden person er ikke identificeret, sagde politikommissær Søren Lauritsen inden grundlovsforhøret.

    Forløbet begyndte, da to gående betjente ville tale med bilens fører. Det ønskede han ikke. I stedet kørte bilen frem mod betjentene, som ifølge politikommissæren måtte flytte sig for at undgå at blive ramt.

    Derfor sigtes den 22-årige også for forsøg på farlig vold mod politiet.

    Den videre kørsel var hasarderet og farlig, mener politiet. Fodgængeren, der blev ramt i en fodgængerovergang, er indlagt på Rigshospitalet med svære skader. Det er en mand i 20’erne.

    Ifølge Ekstra Bladet røg fodgængeren op på bilens motorhjelm og videre op over bilens tag. Han blev hårdt kvæstet og var i livsfare, men bilisten stak bare af fra ulykken.

    Politiet oplyser til Ekstra Bladet, at en politipatrulje hurtigt var fremme ved ulykken. Angiveligt var det afgørende for manden.

    – Patruljens førstehjælp var i høj grad med til at redde hans liv, siger efterforskningsleder Søren Lauritsen til avisen.

    Søndagens grundlovsforhør blev af hensyn til efterforskningen holdt for lukkede døre. Af den grund ønsker politiet ikke at give flere detaljer i sagen.

    Ifølge Ekstra Bladet nægter den anholdte sig skyldig.

    /ritzau/