Migranter lå skjult bag instrumentbræt og under bilsæde


Foto fra det spanske indenrigsministerium.


Tre unge afrikanere, som var skjult i små rum i en bil for at komme usete ind på spansk territorium, var i kritisk tilstand, da de blev opdaget af grænsepolitiet, oplyser den spanske regering.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Foto fra det spanske indenrigsministerium viser en af migranterne ligge rullet sammen inde i et lille rum, der var beregnet til reservehjul, mens to andre blev fundet i en falsk bund i bilen.


Migrant lå skjult under et bilsæde. Foto fra det spanske indenrigsministerium.

De var ikke i stand til at stå oprejst og kunne dårligt trække vejret efter at have ligget fastklemt i varmen og udstødningsgasserne, siger indenrigsministeriet i Madrid.

De tre unge, der var fra 18 til 25 år, og som kom fra Guinea og Elfenbenskysten, kom sig efter at have fået lægebehandling.

De blev fundet, da grænsepolitiet blev mistænksomme og gennemsøgte bilen på en grænseovergang mellem Marokko og den spanske enklave Melilla.

Den 39-årige spanske chauffør blev anholdt.

I sidste uge døde en marokkansk mand, da han blev forsøgt smuglet til Spanien i en kuffert i bagagerummet i en bil.

Tusindvis af migranter og flygtninge er omkommet på Middelhavet.

Omkring 3000 migranter og flygtninge bor i en barakby i sandklitterne på den franske nordkyst ved Calais, hvorfra de gør forsøg på at snige sig gennem den undersøiske tunnel, som er vejen til Storbritannien.

Frankrig har forstærket bevogtningen af tunnelen med 120 politifolk.

/ritzau/Reuters