Ung kvinde beskudt af maskerede mænd ved hospital


    Arkivfoto

    En 23-årig kvinde er sent mandag aften blevet beskudt af maskerede mænd i Slagelse. Skuddramaet fandt sted ved byens hospital.

    Det skriver Ekstra Bladet.

    Politiets teknikere er tidligt tirsdag morgen fortsat på gerningsstedet.

    Ifølge efterforskningsleder ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Steen von Würden Petersen kom kvinden kørende i sin bil, da hun pludselig blev beskudt.

    – Kvinden er ikke kommet noget til. Men det er klart, at hun har været i fare, når hun bliver beskudt, siger han til Ekstra Bladet.

    Han tilføjer, at de to maskerede mænd tilsyneladende ventede på kvinden i området omkring Slagelse Hospital.

    Politiet vil ikke på nuværende tidspunkt siger mere om et eventuelt motiv.

    Efterforskningslederen understreger dog, at der ikke er noget, der tyder på, at det skulle være banderelateret.

    – Nej, det virker ikke umiddelbart som noget, der er relateret til bander. Men alt bliver naturligvis undersøgt.

    Politiet har umiddelbart ikke noget nærmere signalement af de to mænd, som flygtede fra stedet.

    /ritzau/