Politiet løslader mand i sag om drab på tidligere bandeleder


Her optagelser fra Nedim Yasars begravelse, 24. november 2018.


En af de tre mænd, der har siddet fængslet for drabet på radiovært og tidligere bandeleder Nedim Yasar, er blevet løsladt.

Det bekræfter efterforskningsleder hos Københavns Politi Brian Belling over for Ekstra Bladet.

– På baggrund af efterforskningen i sagen mener vi ikke, at nødvendigheden for varetægtsfængslingen er til stede, så i samarbejde med anklagemyndigheden har vi valgt at løslade ham, siger Brian Belling til eb.dk.

Nedim Yasar blev likvideret med skud i hovedet 19. november sidste år, da han sad i sin bil i Københavns Nordvestkvarter.

Siden 6. december har tre mænd siddet varetægtsfængslet i forbindelse med drabet.

Politiet mener, at en 24-årig og en 25-årig mand stod for selve likvideringen på Nedim Yasar, mens en 22-årig skal have deltaget i blandt andet planlægningen.

Det er den 22-årige, som nu er blevet løsladt. Han er dog stadig sigtet for medvirken til drabet, fortæller Brian Belling til Ritzau.

Desuden mener politiet, at en 35-årig mand deltog i planlægningen af drabet. Han blev i sidste uge fremstillet i grundlovsforhør. Her blev han dog løsladt, da dommeren ikke fandt, at mistanken mod ham er tilstrækkeligt begrundet.

Flere af de mistænkte har tilknytning til rockergruppen Satudarah. To af de tre fængslede har synlige tatoveringer med tallene 1923. 19 og 23 henviser i bandemiljøet til bogstaverne S og W. De står for “Satudarah MC West Area”.

Indtil for syv år siden var Nedim Yasar leder af bandegrupperingen Los Guerreros i Ballerup vest for København. Da han blev dræbt, arbejdede han som vært på Radio24syv.

På drabsaftenen havde han netop deltaget i en reception for en bog “Rødder”, der er skrevet af journalist Marie Louise Toksvig, og som handler om hans tid som bandemedlem og vejen ud af bandemiljøet.

/ritzau/