Nordsjællands Politi udsender billeder af Nærum-røvere


Foto: Politiet

NÆRUM: Efter et røveri mod en guldsmed i Nærum tirsdag den 29. januar 2019 udsender Nordsjællands Politi nu billeder af gerningsmændene.

I forbindelse med efterforskningen af et væbnet røveri mod en guldsmed på Nærumvænge Torv tirsdag den 29. januar 2019 klokken 18.03 udsender Nordsjællands Politi nu billeder af gerningsmændene.

De to gerningsmænd beskrives som:
A: mand, ca. 190 cm., almindelig til kraftig af bygning. Iført grøn jakke i stribet eller strikket mønster med tynde refleksstriber på ærmer og ryg, grå joggingbukser med ukendt mærke på højre forside samt sorte joggingsko med hvide sålkanter. Bar en mørkegrøn hætte og sort elefanthue samt sorte og grå handsker. Talte dansk uden accent. 

Yderligere kendetegn: Muligvis venstrehåndet. Skifter peberspray i venstre hånd til senere pistol i venstre hånd.

B: mand, ca. 175 cm., slank til almindelig af bygning. Iført camouflagefarvet jakke med hætte og sort elefant hue, sorte joggingbukser med et hvidt logo på højre forside, mørke Adidas-fritidssko med hvidt logo og hvide snørebånd. Bar grå og sorte handsker. I højre hånd bar han en ældre lægtehammer med gul farvning/belægning. I venstre hånd bar han en blå og hvid pose fra JYSK med teksten ”Scandinavian Sleeping & Living” påskrevet.

Borgere, der har oplysninger, som kan hjælpe med opklaringen af sagen, bedes kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.

Af hensyn til den videre efterforskning har Nordsjællands Politi ikke yderligere oplysninger til sagen på nuværende tidspunkt.