Bil knust i solouheld: Mandlig bilist slap med livet i behold


ISHØJ: En mandlig bilist slap søndag aften med livet i behold, efter et særdeles voldsomt solouheld på Køge Bugt Motorvejen ved Ishøj.

Det bekræfter Københavns Vestegns Politi.

Ulykken skete af ukendte årsager omkring kl. 22.30, her kom bilen ud i rabatten i motorvejens højre side, kolliderede med hegnet langs vejen og rullede herefter adskillige gange rundt inden bilen endelig lagde sig på taget.

Der blev tilkaldt bilinspektør til uheldsstedet, hvilket normalt kun sker ved alvorlige ulykker med risiko for omfattende skader eller tab af liv, men bilisten i aftenens uheld skal have været mere end almindelig heldig.

– Han er blevet kørt til kontrol på Rigshospitalet, fordi der er tale om et højhastighedsuheld, men man vurderer ikke umiddelbart, at han er kommet alvorligt til skade, siger Brian Holm, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ekstra Bladet.

Bilen var – som det kan ses i artiklen – særdeles medtaget, men der skal altså ikke have været tale om nogen alvorlig personskade ved ulykken som også kun medførte lukning af det højre spor på motorvejen mens oprydningen på stedet stod på. Trafikken kunne uhindret passere i motorvejens venstre spor under hele indsatsen på stedet.