47-årig mand dræbt i frontalt sammenstød

SPORUP: En 47-årig mand mistede livet 1.juledag ved en tragisk trafikulykke hvor to biler kørte frontalt sammen i en kurve på Silkeborgvej.

Den tragiske ulykke skete omkring kl. 16.49 på Silkeborgvej, mellem Skannerup og Farre, og ifølge Østjyllands Politi kørte to biler frontalt sammen i en kurve af endnu ukendte årsager.

Ved den voldsomme kollision blev en 47-årig mand dræbt og to personer lettere kvæstet, de pårørende til den 47-årige mand er underrettet om det tragiske dødsfald.

Østjyllands Politi har endnu ingen oplysninger om hvordan ulykken skete, idet man afventer de tekniske undersøgelser som bla. en bilinspektør foretog på stedet. Først når teknikerne er færdige, og har fastslået de faktiske omstændigheder ved dødsulykken, vil Østjyllands politi oplyse nærmere omkring ulykken.

Silkeborgvej var fuldstændig spærret, mens redningsfolk, politi og bilinspektør arbejdede på uheldsstedet, først henad tirsdag aften blev vejen igen genåbnet.