Mand stukket ned på Christiania – søgte hjælp på pizzeria


    Arkivfoto

    En 28-årig mand er tidligt lørdag morgen blevet stukket ned – formentlig inde på Christiania. Han er omkring klokken 9.30 fortsat på operationsbordet, men meldes uden for livsfare.

    Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Youssef Lharraki.

    Manden formåede at komme til et pizzeria på Christianshavn, hvorfra der blev slået alarm.

    – Vi får en anmeldelse klokken 06.42 om en person, der er blevet stukket på kroppen. Han ligger på operationsbordet, men hans tilstand er ifølge vores oplysninger stabil og uden for livsfare, siger Youssef Lharraki.

    – Knivstikkeriet er nok sket inde på Christiania. Herefter er det lykkedes offeret at søge hjælp på et pizzeria på Torvegade. Det er derfra, man ringer til politiet.

    Pizzeriaet ligger omkring 400 meter fra Christiania. Da det har regnet lørdag morgen og været mørkt på det pågældende tidspunkt, har vidner måske ikke lagt mærke til den sårede mand.

    Politiet vil dog meget gerne i kontakt med folk, der har set eller hørt noget. Man vil særligt gerne høre fra personer, som har set en mand og en kvinde i området omkring tidspunktet for overfaldet.

    – Manden, der blev stukket, har haft en kontrovers med en mand og en kvinde. Dem leder vi nu efter, siger Youssef Lharraki.

    – Der er tale om en kvinde med afrikansk udseende iført en brun jakke. Manden er cirka 17-19 år, har et mellemøstligt udseende og var iført sort kasket og sort jakke.

    Der er ikke mistanke om, at overfaldet har relation til bande- eller rockermiljøet.

    Har man oplysninger, kan man ringe til politiet på 114.

    /ritzau/