42-årig mand hopper i havnen i Rødby efter vild biljagt


Arkivfoto


Næsten en times vild biljagt endte tidligt onsdag aften med, at en 42-årig mand kørte ind i færgebommene ved Rødby havn og herefter fortsatte flugten ved at hoppe i det novemberkolde vand.

Det oplyser Kent Edvardsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi. Politiet modtog anmeldelsen klokken 17.25.

– Der bliver bilen anmeldt for at køre for hurtigt. Det er en bil på Sydmotorvejen, der kører mod syd, som så bliver eftersat.

– Og så går det over stok og sten hele vejen ned gennem landet. Det ender så helt nede ved færgelejet i Rødby. Der vælger han at påkøre bommene, og så vælger han faktisk at springe i vandet, siger vagtchefen.

Undervejs nåede adskillige politibiler at følge efter den 42-årige mand.

– Der er en del biler, kan jeg fortælle dig. Og vi rammer ham også, lyder det fra vagtchef Kent Edvardsen.

Ifølge Folketidende.dk fortæller vidner, at op mod 15-20 politibiler på et tidspunkt var i halen på bilisten.

Avisen skriver også, at manden undervejs kørte over 200 kilometer i timen.

Jagten endte, da manden klokken 18.17 blev hentet op fra havnen.

– Vi må hente ham i vandet, og så bliver han kørt til sygehuset med henblik på at blive kontrolleret for at se, om han er underkølet eller har fået andre skader, siger Kent Edvardsen.

Vagtchefen oplyser, at bilisten undervejs har overtrådt adskillige færdselsregler, og at han blandt andet også kørte i påvirket tilstand.

/ritzau/