To dømt for medvirken til indførsel af 1500 kg hash


Arkivfoto


En 44-årig skal i fængsel i tre år og seks måneder og en 28-årig kvinde har fået en dom på to års fængsel, hvoraf de seks måneder skal afsones, mens resten blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Det har Retten i Horsens i dag truffet afgørelse om.

Manden og kvinden blev dømt for at have medvirket til indsmugling af ca. 1500 kg hash, fordi de gennem en periode på ca. tre måneder i slutningen af 2017 i deres fælles lejlighed i Horsens opbevarede i alt ca. 17,4 millioner kroner, der stammede fra salg af hash, der var blevet smuglet til Danmark. Pengene blev derefter af andre fragtet til Holland, hvor de blev brugt til indløb af yderligere hashleverancer, der derefter blev transporteret til Danmark.

Anklager Mette Fladkjær er godt tilfreds med dommen.

– De tiltalte mente egentlig ikke, de havde gjort noget strafbart – de gik i hvert fald efter en frifindelse. Men retten var enig i, at de tiltalte ved at opbevare de store pengebeløb, som de havde en formodning om stammede fra salg af hash og skulle bruges til indkøb af yderligere hash, havde medvirket til narkotikakriminalitet, siger hun.

Afbalanceret strafudmåling
Om straffen lyder det fra anklageren:

– Retten har på den ene side lagt vægt på det store kvantum hash og det store pengebeløb – og på den anden side at manden og kvinden ikke tjente noget på deres bistand, som han tilsyneladende påtog sig, fordi han følte sig presset af familiemedlemmer. På den måde er det en afbalanceret og velbegrundet strafudmåling.

Manden og kvinden har begge udbedt sig betækningstid med hensyn til eventuel anke af dommen. Manden blev fortsat varetægtsfængslet efter dom, mens kvinden blev løsladt efter dom, da hun allerede med varetægtsfængslingen har udstået den ubetingede del af sin dom.

Sagen har baggrund i en større anholdelsesaktion den 7. marts 2018, hvor Særlig Efterforskning Vest i en nøje planlagt og koordineret aktion efter mange måneders efterforskning anholdt et større antal personer, hvoraf 15 personer, herunder den 44-årige mand og den 28-årige kvinde, den følgende dag blev fremstillet i Retten i Aarhus og varetægtsfængslet. En række af disse har nu fået dom, men flere afventer fortsat en afgørelse.