Otte skud udløser syv års fængsel og udvisning til LTF’er


Gerningsstedet på Nørrebro, 20. august 2017


Et 22-årigt medlem af banden Loyal To Familia udvises til hjemlandet Somalia, og selvom han er født og opvokset i Danmark, må han aldrig må vende tilbage.

Indgrebet er en konsekvens af otte skud, som den unge mand affyrede under den københavnske bandekonflikt i sommeren 2017.

Skudsalven var rettet mod en sort Volkswagen, og i køretøjet sad tre personer med tilknytning til den rivaliserende bande Brothas.

Ingen personer blev ramt, men nævninger og dommere i Københavns Byret mener, at den dømte udsatte rivalerne for livsfare.

Og da episoden skete i forbindelse med en bandekonflikt, vokser straffen helt automatisk til et højere niveau, end hvad man ellers ville se.

I minutterne efter skyderiet, der fandt sted 20. august i krydset mellem Hillerødgade og Esromgade, overdrog den 22-årige våbnet til en kammerat.

Og selv om den 23-årige kammerat således ikke selv deltog i skyderiet, straffes også han hårdt. I hans tilfælde lyder straffen på fængsel i fire et halvt år.

Den 22-årige har sagen igennem nægtet sig skyldig. Ønsket om frifindelse har han da også stadig. Derfor ankede han øjeblikkeligt dommen til landsretten.

Hans et år ældre bandebror valgte at tænke over, hvorvidt han vil anke.

/ritzau/