Dreng uden sko og jakke er fundet på gade i Valby


Arkivfoto


Politiet har tirsdag forsøgt at finde familien til en cirka femårig dreng, som blev fundet på Lucretiavej i Valby i København tirsdag morgen.

Drengen taler ikke dansk, men magter en smule engelsk. Han er uden sko og jakke. Barnet er overladt til Den Sociale Døgnvagt, oplyser politiet.

– Vi har været rundt på forskellige institutioner i området, fortæller vagtchef Henrik Svejstrup i Københavns Politi ved middagstid tirsdag.

Denne indsats har imidlertid ikke givet resultat.

Det var cirka kvart i ni, at barnet blev set alene på gaden. Han er mørk i huden og har sort halvlangt hår. Han var iført en mørkeblå trøje med lys lomme og joggingbukser med gul skrift.

Politiets vagtchef siger, at han håber, at pårørende snart vil henvende sig. Umiddelbart skønner politiet, at drengen er fem eller seks år. Han er 110 centimeter høj.

“Hvor er forældrene?”, skriver Københavns Politi på Twitter.

/ritzau/