Regeringen vil lade politiet bruge hemmelige agenter på nettet


Arkivfoto


Salg af narko og hælervarer finder i stor stil sted på sociale medier, men politiet må i rigtig mange tilfælde se passivt til, mens ulovlighederne sker lige for næsen af dem.

Det skriver Politiken tirsdag.

Mandag berettede Politiken om hjemmesiden Tapatalk.com, som danske pushere angiveligt bruger til at sælge blandt andet kokain, hash, MDMA og amfetamin.

Men et opslag på nettet er ifølge retsplejeloven ikke nok til at give politiet en begrundet mistanke mod en person.

Og hvis politiet skal drive agentvirksomhed – gå undercover og komme tæt på bagmændene ved at udgive sig for at være køber eller sælger – kræver det, ud over en dommerkendelse, at strafferammen for forbrydelsen er minimum seks års fængsel.

Det er højere end strafferammen for hæleri eller narkosalg, medmindre der er særligt skærpende omstændigheder.

Men det skal der laves om på nu. Derfor arbejder Justitsministeriet på et lovforslag, der skal udvide politiets muligheder for at bruge agenter.

– Formålet med lovforslaget er at styrke politiets muligheder for at efterforske kriminalitet på internettet ved at udvide adgangen til brug af hemmelige agenter i forhold til visse former for kriminalitet, står der i regeringens lovprogram.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) uddyber i et mailsvar til Politiken:

– Jeg forventer at fremsætte et lovforslag til februar næste år, som netop skal komme dette alvorlige problem til livs. Det er vigtigt for mig, at vi styrker politiets muligheder for at efterforske kriminalitet, der foregår på internettet.

– Lovforslaget vil blandt andet udvide adgangen til brug af hemmelige agenter og give politiet bedre redskaber til at finde frem til gerningsmændene bag for eksempel salg af hash og andre stoffer på internettet, skriver Søren Pape Poulsen

Justitsministeren kan endnu ikke oplyse, hvor meget lovforslaget vil lempe på den krævede strafferamme i regler, hvor der bruges agenter.

/ritzau/