Barn faldt flere etager ned i storcenter i Sønderborg


Arkivfoto


Et fireårigt barn er lørdag eftermiddag kommet alvorligt til skade efter at være faldet flere etager ned ved en rulletrappe i et storcenter i Sønderborg.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er man på stedet, og barnet er hentet med helikopter. Politiet kan ikke oplyse mere.

– Vi har haft en faldulykke i indkøbscenter i Sønderborg, hvor et barn er kommet til skade, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie Twitter.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser omkring klokken 19, at man endnu ikke kan sige mere om drengens tilstand. Han er fløjet til Odense Universitetshospital.

Uheldet er sket i storcentret Borgen i Sønderborg, og ifølge Jydske Vestkysten er barnet faldet fra første etage ned til kælderen ved storcentrets rulletrapper.

Chef for Borgen Flemming Enghave siger til Ekstra Bladet:

– Det seneste, jeg har hørt for få minutter siden, er, at drengen muligvis er faldet fra en rulletrappe.

– Han har angiveligt stået på ydersiden af rulletrappen, mens den er kørt op, og så kan man jo på et tidspunkt ikke komme længere, og så skulle han være faldet ned. Men det er som sagt ikke afklaret endnu.

Ifølge SønderborgNYT holdt drengen fat i den gummiliste, man normalt holder hænderne på. Han holdt fast i den og blev dermed trukket med op på rulletrappens gelænder, hvorefter han faldt af.

– Det er frygteligt. Der stod børn og voksne og græd, og jeg kunne se en smadret potteplante og en masse jord ved siden af rulletrappen, siger øjenvidnet Nino Rasmussen til SønderborgNYT.

/ritzau/