Staten inddrager Kammeradvokaten i Eurovision-skandale


Sagen drejer sig om de voldsomme budgetoverskridelser, der opstod i forbindelse med afholdelsen af det internationale melodigrandprix på Refshaleøen i København tilbage i 2014. Arkivfoto

Erhvervsstyrelsen beder nu Kammeradvokaten om at vurdere, om der er grundlag for at stille personer i Wonderful Copenhagen til ansvar i Eurovision-sagen. Det oplyser Erhvervsstyrelsen til Ritzau.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Ifølge gratisavisen Metroxpress skal Kammeradvokaten undersøge, om der kan blive tale om straf eller erstatning for brud på fondsloven.

En advokatundersøgelse konkluderede for nylig, at nok havde ledelsen i Wonderful Copenhagen brudt loven, men der var ikke grundlag for at straffe nogen.

Den advokatundersøgelse var bestilt af Wonderful Copenhagen selv, men nu forlanger Erhvervsstyrelsen altså en uvildig undersøgelse af forløbet. Den skal foretages af statens advokat, Kammeradvokaten.

Sagen drejer sig om de voldsomme budgetoverskridelser, der opstod i forbindelse med afholdelsen af det internationale melodigrandprix på Refshaleøen i København tilbage i 2014.

DR stod som arrangør af grandprixet, mens Wonderful Copenhagen stod bag Projektselskabet ESC 2014, der i vidt omfang var finansieret af skattekroner, og som også havde en central rolle i forbindelse med grandprixet.

Efter skandalen gik Wonderful Copenhagens ledelse af. Bestyrelsesformand Lars Bernhard Jørgensen trak sig, mens underdirektør Martin Bender blev fyret.

Efterfølgende kom det frem, at opsigelserne blev ledsaget af "gyldne håndtryk", idet der blev udbetalt mere end syv millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse.

/ritzau/