Politi sigter to mænd for voldtægt af 17-årig i Rønne


Arkivfoto


En sag om voldtægt af en 17-årig pige i Rønne har mandag ført til, at den ene af de sigtede mænd er blevet varetægtsfængslet.

Retten på Bornholm har fængslet en 40-årig mand i 12 dage, skriver Bornholms Tidende.

I første omgang mente byretten ikke, at der var grundlag for at frihedsberøve ham. Men landsretten ændrede afgørelsen og bestemte, at der var grundlag for fængsling. Derefter har byretten mandag fastsat, hvor længe fængslingen i første omgang skal vare.

I forvejen er en mand på 59 år fængslet i sagen. Den handler om, at pigen angiveligt blev voldtaget i en lejlighed i Rønne 28. september.

Politiet sigter den ældre mand for at have begået forbrydelsen mod pigen, der var bundet til en seng og havde fået bind for øjnene, skriver Bornholms Tidende.

Ifølge politiets mistanke skete det efter tilskyndelse fra den 40-årige i hvis lejlighed, den formodede voldtægt blev begået.

Begge nægter sig skyldige.

/ritzau/