Fynbo får hårdere straf – kæreste døde i brand


Optagelser fra brandstedet i Ørbæk, maj 2017


En 48-årig mand har onsdag fået rettens ord for, at han var skyld i, at hans kæreste omkom under en brand i Ørbæk på Fyn i maj sidste år.

Østre Landsret idømmer Johnny Bjarne Larsen en fængselsstraf på otte år. Ved Retten i Svendborg blev han idømt syv års fængsel i juni.

Manden er dømt for at sætte ild på etageejendommen på Hovedgaden i Ørbæk, selv om han vidste, at andres liv kom i fare.

Flere beboere reddede sig ud fra flammerne. Heriblandt en mor med to børn og hendes veninde, der var på besøg.

Det lykkedes dog ikke for mandens samlever, en kvinde på 51 år. Hun opholdt sig på første sal i et værelse, hvor dørhåndtaget var defekt. Hun omkom af røgforgiftning.

Da sagen blev behandlet i byretten, skrev Fyens Stiftstidende, at der ikke var nogle tekniske beviser i sagen mod Johnny Bjarne Larsen.

Alligevel fandt en enig domsmandsret det hævet over enhver rimelig tvivl, at han havde sat ild til lejligheden og dermed bragt andres liv i fare.

Det var derfor, at han i sin tid ankede til landsretten.

Men også anklagemyndigheden ankede. Her gik man efter en hårdere straf, og her var landsretten altså enig.

/ritzau/