Unge mænd tildeler 50-årig knivstik i ansigtet på Christiania


Se flere fotos i bunden af artiklen


En 50-årig mand blev fredag aften overfaldet af en gruppe yngre mænd ved Den Grå Hal på Christiania i København.

Manden blev tilsyneladende tildelt knivstik i ansigtet, men er uden for livsfare, oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Søren Lauritsen.

– Det er tilsyneladende et privat opgør mellem de involverede, der tilfældigvis har fundet sted på Christiania, siger vagtchefen.

Han afviser dermed, at episoden har tilknytning til den organiserede kriminalitet omkring hashhandlen på Christiania.

Den 50-årige mand pådrog sig under overfaldet kun skader i ansigtet.

– Han har fået flere skader i ansigtet, som vi formoder stammer fra en kniv. De kan dog også være kommet af stump vold, siger Søren Lauritsen.

Politiet modtog anmeldelsen om episoden omkring klokken 20 fredag aften.

Selv om ingen endnu er anholdt, har politiet en klar formodning om, hvad der er gået forud for episoden på Christiania.

Søren Lauritsen ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at oplyse nærmere herom.

Selv om manden tilsyneladende blev overfaldet af en gruppe yngre mænd, søger politiet særligt efter én hovedmistænkt.

– Det drejer sig om fire eller fem gerningsmænd, der alle er i tyverne, og vi søger aktivt en af dem i øjeblikket, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at politiet kender den mistænkte for tilsvarende kriminalitet.

/ritzau/