Dyremishandling: Nabo hører hundeskrig og alarmerer politiet


Arkivfoto

En 57-årig mand er blevet sigtet for dyremishandling efter at have klippet ørene af flere hundehvalpe. Politiet blev alarmeret af en nabo, som hørte hundene skrige.

Like localeyes.dk på Facebook

Politiet fik anmeldelsen om de skrigende hunde i et kolonihavehus onsdag aften kort før midnat.

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte frem til stedet, hvor de traf tre mænd og en kvinde.

Der var også fem hundehvalpe i en transportkasse, formentlig af racen Amerikansk Staffordshire Terrier også kendt som Amstaff. Hvalpene havde fået afklippet ørerne, og sårene var friske.

Ved ransagning på stedet fandt betjente de afklippede rester af hundenes ører samt bedøvelsesmiddel og sytråd. En 57-årig mand er nu sigtet i sagen.

Hundehvalpene er transporteret til et dyrehospital og vil komme sig uden men.