16 års fængsel og udvisning for indsmugling af flere tons narkotika


Københavns Byret har onsdag idømt en 43-årig mand 16 års fængsel og udvist ham med indrejseforbud for bestandigt for igennem flere år at have indsmuglet flere tons narkotika fra Libanon til Danmark.

Retten fandt tiltalte skyldig i at have været i besiddelse af 2,4 tons hash og næsten 370 kilo amfetamin, som blev beslaglagt under sagen.

Herudover fandt retten det bevist, at tiltalte i perioden fra februar 2015 til juni 2017 modtog i alt seks skibscontainere, som på baggrund af beregninger har indeholdt i alt knapt 8 tons hash og ca. 600 kilo amfetamin.

”Jeg er meget tilfreds med dommen, idet retten stort set har fundet tiltalte skyldig efter anklageskriftet, ligesom retten har lagt til grund at tiltalte har haft en central rolle i en yderst professionel og organiseret indsmugling af narkotika,” siger anklager Troels Jørgensen.

Tiltalte udbad sig betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen.

Retten bestemte i forbindelse med domsafsigelsen, at tiltalte fortsat skal være fængslet.