Ups: Lastbil væltede under arbejde på Islands Brygge


KØBENHAVN: Onsdag eftermiddag gik noget galt under losning af en flåde i havnebassinet på Islands Brygge, hvor en lastbil endte med at ligge på siden langs kajkanten.

Om flåden skulle op eller i bassinet er ikke kendt, men uanset hvad gik det langtfra efter planen under arbejdet på Islands Brygge.

Af ukendte årsager endte lastbilen, som skulle løfte flåden, med at vælte om på siden – kun lige præcis sådan at den ikke selv endte med at ryge i vandet.

Københavns Politi oplyser at der muligvis er tale om et knækket ben på lastbilen som årsag til den uheldige episode, ingen mennesker er kommet noget til og der arbejdes på at få lastbilen op på alle hjul igen. Dette kan dog først ske når Arbejdstilsynet har været på stedet.