Rambuktyveri mod urmager


Butiksruden og dele af murværket var blevet ødelagt, ligesom ødelæggelserne havde forårsaget lækage på en radiator med større vandskade til følge. Arkivfoto


Natten til mandag kl. 03.22 fik politiet en anmeldelse om, at et køretøj var kørt ind mod en urmager-forretning.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Det viste sig, at en ladvogn, der viste sig at være blevet stjålet fra Navervej, Roskilde, kort forinden, var blevet kørt ind i facaden til en urmager. Butiksruden og dele af murværket var blevet ødelagt, ligesom ødelæggelserne havde forårsaget lækage på en radiator med større vandskade til følge.

Vidner kunne oplyse, at to gerningsmænd – den ene beskrevet som en 20-25-årig mand iført sort hættetrøje og blå cowboyjeans – var flygtet fra stedet til fods i retning mod Dronning Margrethesvej.

Politiet ledte forgæves efter de to gerningsmænd, som formentlig kun havde nået at stjæle udstillingsvarer. Inden for den knuste butiksrude var et metalgitter, som havde forhindret gerningsmændene adgang til selve butikslokalet.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området, herunder de to gerningsmænd på flugtruten mod Folkeparken. Kontakt politiet på tlf. 114.