Indsat sætter ild til celle i Vestre Fængsel og bliver såret


Arkivfoto


Sent tirsdag aften lykkedes det en indsat i Vestre Fængsel i København at sætte ild til sin celle. Den indsatte er nu indlagt på hospitalet, men er uden for livsfare.

Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Søren Lauritsen.

– Lidt før midnat får vi en anmeldelse om, at en indsat har sat ild til sine ejendele. Det lykkedes vedkommende at brænde sin celle af, siger vagtchefen.

Det var fængselspersonalet, der opdagede branden og alarmerede brandvæsenet.

– Den indsatte, en mand i 30’erne, blev reddet ud af sin celle, og kort tid efter havde brandvæsenet slukket branden, siger Søren Lauritsen.

Mandens tilstand er ikke alvorlig.

Enkelte indsatte blev kortvarigt flyttet til andre steder i fængslet, men ingen andre end den indsatte selv er kommet til skade.

Politiet vil ikke udtale sig yderligere om branden, men fortæller, at den indsatte hverken brugte en lighter eller indsmuglede tændstikker til at tænde ilden.

– Han har rodet ved nogle ledninger i sin celle og på den måde fået skabt noget ild, oplyser efterforskningslederen.

/ritzau/