Anklager insisterer på hård straf for narko i campingvogn


Den 36-årige mand var blandt andet tiltalt for i samarbejde med to andre mænd at have opbevaret mindst 33 kilo amfetamin i en campingvogn i Lille Skensved ved Køge. Arkivfoto


Retten i Roskilde skød langt forbi, da den i sidste måned nøjedes med at straffe en 36-årig mand med fængsel i et år i en stor sag om amfetamin.

Like localeyes.dk på Facebook

Det mener Statsadvokaten i København, der nu har bedt landsretten om at vurdere sagen, hvor anklager Tobias Berg havde krævet en straf på hele 16 års fængsel.

– Vi anker dommen med påstand om domfældelse efter anklageskriftet samt til skærpelse af straf, siger vicestatsadvokat Anders Riisager til Ritzau.

Den 36-årige mand var blandt andet tiltalt for i samarbejde med to andre mænd at have opbevaret mindst 33 kilo amfetamin i en campingvogn i Lille Skensved ved Køge.

Ifølge anklageskriftet var planen at blande stofferne med kartoffelmel, således at 100-122 kilo af det hvide pulver kunne sælges videre. Men retten var ikke overbevist.

– Han blev frifundet for det alvorligste forhold, men retten var i tvivl. Der var ét medlem af retten, der ville dømme ham, mens de to andre ikke ville, sagde anklager Tobias Berg efter retssagen.

Også to andre forhold, der relaterede sig til opbevaringen af de 33 kilo amfetamin, blev han frifundet for. Kun for et forhold om salg af kokain, som han tilstod, blev han dømt.

Beviserne for mandens tilstedeværelse i campingvognen var ifølge retten for dårlige.

– Man fandt det usandsynligt, at han ikke ville have sat nogen spor i form af dna i campingvognen og på et badeværelse i en nærliggende ejendom. Hans mobiltelefon var heller ikke gået på nogen master i området, lød det fra Tobias Berg.

Statsadvokaten mener imidlertid, at landsretten vil se anderledes på sagen.

– Vi mener, at bevisbedømmelsen i byretten er forkert. Det er ikke ofte, at vi initiativanker sager på beviset, påpeger Anders Riisager.

To andre mænd er tidligere blevet dømt i sagen. I december 2014 fik de henholdsvis seks og syv års fængsel.

Der er allerede nu sat datoer på ankesagen mod den 36-årige. Den vil køre over dagene 19., 20. og 21. april 2016 i Østre Landsret.

/ritzau/