Politi: Værløse-skyderi tyder på at være banderelateret


Gerningsstedet i Værløse.


Tirsdagens skyderi i Værløse, hvor en mand blev ramt af skud, tyder ifølge politiet på at være relateret til rocker- og bandemiljøet.

Den forurettede er blevet ramt “af mere end et skud” og er natten til onsdag i alvorlig, men stabil tilstand, oplyser vagtchef Ulrik Lindén fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Skyderi i Nordsjælland: Mand skudt i hovedet
LÆS OGSÅ: Bil sat i brand i Odense
– Der er noget, der tyder på, at det er et rocker- og banderelateret opgør, siger han.

Den formodning skyldes politiets kendskab til den sårede, lyder det videre.

Ifølge vagtchefen er den skudramte midt i 20’erne. Hans pårørende er underrettet om situationen.

Skyderiet skete tirsdag aften i området ved Vesterbo Vænge i Værløse.

– Der er afgivet flere skud, og han er ramt af mere end et skud, fortæller Ulrik Lindén.

Politiet har endnu ikke anholdt nogen i sagen, men der er angiveligt flere gerningsmænd.

– Der kørte et køretøj væk fra stedet efter skyderiet med mere end én person i, forklarer Ulrik Lindén.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis’ oplysninger steg tre mænd ud af en bil og skød offeret på åben gade.

Ekstra Bladet skriver, at der på gerningsstedet ligger omkring 14 tomme patronhylstre.

Politiet arbejder “intensivt og målrettet” i efterforskningen af sagen, lyder det.

– Vi har en masse vidner, vi er ved at arbejde med. Vi har noget sporsikring, som vi også arbejder med, siger Ulrik Lindén.

/ritzau/