Politiets teori: Gerningsmand bag Rønne-skyderi er død


Politiets teori lige nu er, at gerningsmanden er en af de afdøde, og at den 68-årige er at betragte som forurettet i sagen. Arkivfoto


Den formodede gerningsmand bag et skyderi i Rønne på Bornholm tidligt tirsdag morgen er blandt de to personer, der er fundet dræbt. Det oplyser vicepolitiinspektør Peter Jørgensen til Ritzau.

Like localeyes.dk på Facebook

En mand og en kvinde er dræbt ved skudepisoden, mens en 68-årig mand er blevet såret.

– Vores teori lige nu er, at gerningsmanden er en af de afdøde, og at den 68-årige er at betragte som forurettet i sagen, fortæller Peter Jørgensen.

LÆS OGSÅ: To dræbt af skud på Bornholm – en person er hårdt såret
Skyderiet fandt sted i et parcelhus i Bornholms største by, Rønne. Bornholms Politi fik anmeldelsen klokken 04.41, og da betjente kom frem til adressen, kunne de konstatere, at en mand og en kvinde var blevet dræbt af skud.

På adressen har politiet fundet et haglgevær, og man arbejder ud fra en teori om, at motivet er en form for internt opgør.

Peter Højgaard Jørgensen fortæller til Ritzau, at politiet føler sig sikre på identiteten af de afdøde.

– Men det er sådan, at vi hos politiet går med livrem og seler. Og da deres identitet ikke er blevet bekræftet af de pårørende, så vil vi endnu ikke melde noget ud om det, siger han til Ritzau.

Tirsdag eftermiddag er kriminalteknikere i gang med at finkæmme gerningsstedet for bevismateriale, som efterfølgende skal undersøges grundigt.

Derudover skal der foretages obduktion af de afdøde, oplyser Peter Jørgensen.

/ritzau/